The Fault In Our Stars.

Jeg er lige blevet færdig med ”The Fault In Our Stars”, og jeg er fuldstændig forelsket.

Den bog er bare ubeskrivelig. Jeg har grint som ind i helvede, følt deres smerte, fået tårer i øjnene, og for en kort stund, var jeg Hazel.
Normalt elsker jeg at forsvinde ind i en bog, men når man forsvinder ind i en bog om en pige, der er håbløst forelsket i en fyr med kræft, så bliver det hele pludselig lidt svært. Som om, man selv kan mærke klumpen i halsen.

Mens jeg følger Gus’ kamp, kan jeg ikke lade være med at tænke tilbage på dengang, min mormor var syg, og jeg kan næsten se hende for mig igen. Jeg kan næsten se, hvor tynd hun var, hvordan hendes hud så ud, og hvor svag hun var. Det hele kommer tilbage.

Bogen er skrevet utrolig smukt, men samtidig sørgeligt, noget, jeg begynder at tro, er karakteristisk for John Green, som by the way er blevet tilføjet til min liste over favorit forfattere.

Jeg har været fuldstændig opslugt af den, og jeg vil fremover anbefale den til alle, der overhovedet vil lytte, om så bare 5 minutter. Generelt hans bøger.
Og så er jeg så deprimeret over, at den kun er på 313 sider.

Jeg faldt over et citat, sjovt nok, som jeg simpelthen bliver nødt til at dele med jer;
“That’s the thing about pain,” Augustus said, and then glanced back at me. “It demands to be felt.”

Jeg vælger at give den 6 ud af 6 stjerner, selvom det slet ikke er nok, og slet ikke beskriver min kærlighed til bogen, som jeg absolut kommer til at læse mange gange igen.

All in all, go read it!!!