Jeg er lige blevet færdig med ”The Fault In Our Stars”, og jeg er fuldstændig forelsket.

Den bog er bare ubeskrivelig. Jeg har grint som ind i helvede, følt deres smerte, fået tårer i øjnene, og for en kort stund, var jeg Hazel.
Normalt elsker jeg at forsvinde ind i en bog, men når man forsvinder ind i en bog om en pige, der er håbløst forelsket i en fyr med kræft, så bliver det hele pludselig lidt svært. Som om, man selv kan mærke klumpen i halsen.

Mens jeg følger Gus’ kamp, kan jeg ikke lade være med at tænke tilbage på dengang, min mormor var syg, og jeg kan næsten se hende for mig igen. Jeg kan næsten se, hvor tynd hun var, hvordan hendes hud så ud, og hvor svag hun var. Det hele kommer tilbage.

Bogen er skrevet utrolig smukt, men samtidig sørgeligt, noget, jeg begynder at tro, er karakteristisk for John Green, som by the way er blevet tilføjet til min liste over favorit forfattere.

Jeg har været fuldstændig opslugt af den, og jeg vil fremover anbefale den til alle, der overhovedet vil lytte, om så bare 5 minutter. Generelt hans bøger.
Og så er jeg så deprimeret over, at den kun er på 313 sider.

Jeg faldt over et citat, sjovt nok, som jeg simpelthen bliver nødt til at dele med jer;
“That’s the thing about pain,” Augustus said, and then glanced back at me. “It demands to be felt.”

Jeg vælger at give den 6 ud af 6 stjerner, selvom det slet ikke er nok, og slet ikke beskriver min kærlighed til bogen, som jeg absolut kommer til at læse mange gange igen.

All in all, go read it!!!

Hej followers. Jeg tænkte, at det ville være meget passende at give jer et review af min yndlingsbog – Dreamseller.

Jeg har læst bogen et utal af gange, tror jeg er oppe på en 12-13 stykker nu, i løbet af de 3 år, den har været en del af mit liv. Jeg er absolut forelsket.

Mens jeg følger Brandons kamp mod stofferne, kan jeg ikke andet end elske og beundre ham.
Man følger først hans tur ned i stofferne, hvordan han kom derned, og man følger ham så tæt, at man næsten føler, at man kender ham – det gør jeg i hvert fald.
Jeg får lyst til at kramme ham, holde om ham og elske ham, samtidig med jeg ind i mellem har lyst til at kaste en stol i hovedet på ham, for hold kæft han kan være en idiot – men det får mig kun til at elske ham mere.

Der er dele af bogen, der altid giver mig en klump i halsen – når han snakker om sin første store kærlighed, da han fortæller om sin familie, sine søskende der er flove over ham, da han sælger sin krop for heroin, da han fortæller, at han bor i en forladt kælder med 3-4 andre junkier, kan jeg kun tænke “Hvordan kom han så langt ud, og hvorfor?”, og selvom jeg har læst bogen en million gange, kan jeg ikke komme frem til det. Jeg tror ikke engang, han selv ved det, for det må da virkelig være et svært spørgsmål at skulle svare.

Billederne i bogen gør mig også så glad, de fleste af dem da, mens nogen af dem får tårerne frem i mine øjne.
Jeg er normalt ikke til bøger med billeder i, da jeg hellere vil bruge den plads til noget mere skrift, men i denne bog er billederne super vigtige, og jeg er rigtig glad for, Brandon puttede dem i.

Bogen er skrevet fantastisk godt, jeg bliver fuldstændig suget ind i Brandons verden, kan føle hans smerte, hans glæde, hans.. excitement  (beklager mit engelsk, kunne ikke lige få det oversat, så det gav mening), og hans kamp mod stofferne.

Da det er min yndlingsbog, kan jeg absolut ikke give den mindre end 6 stjerner – jeg kan ikke finde en finger og sætte på en fejl, noget sted i bogen.
Jeg tror, jeg nu vil læse den igen – jeg kan slet ikke lade den ligge!!!

Jeg faldt over denne bog, da titlen fangede mig – “Før Jeg Dør”, hvordan kan det ikke være interessant?

Og jeg kan kun sige, at jeg absolut elsker den.
Mens jeg fulgte Tessas kamp mod kræften, var med på hendes rebelske ture og nærmest kunne føle hendes smerte, både græd og grinte jeg. Det er længe siden, en bog har rørt mig på denne måde, især længe siden, jeg har grædt over en bog.

Den er skrevet fantastisk, og jeg er helt ked af, at den ikke er min, men at jeg skal aflevere den igen, for jeg kunne sagtens læse den en million gange mere.

Måske elsker jeg den især, fordi jeg selv kæmper en kamp dagligt – nej, min sygdom slår mig ikke ihjel, for det får den ikke lov til. Jeg har nemlig muligheden for selv at vælge, til en vis grænse, som Tessa ikke havde.
Og jeg kan sagtens sætte mig ind i, at lige pludselig skal ALT afprøves, for hun har ikke fået en chance for det før – jeg har haft det på samme måde, hvor det hele skulle prøves, så hurtigt som muligt, selvom jeg dog aldrig har rørt stofferne, og jeg ikke er helt så.. reckless, som hun er.

Jeg vil bestemt opfordre andre til at læse den, da den virkelig får en til at tænke over tingene.
Jeg har, synes jeg selv, også allerede mistet for mange til kræft, og jeg har altid tænkt “Hvad tænker de? Hvordan overlever de? Hvordan føles det?”, og det har denne bog fortalt mig lidt om – selvfølgelig ikke nok, og det kan man nok aldrig vide, med mindre man selv står i situationen, som jeg forhåbentligt aldrig ender i.

En af mine venner foreslog, at jeg skulle begynde at give bøgerne stjerner, så det vil jeg gøre – fra 1-6.
Denne bog får 5 stjerner, kun fordi det allersidste var en smule forvirrende, ellers var det en klar 6’er!

Jeg har nu læst en relativt interessant bog ved navn ”Fordi du er kvinde”, der handler om en ung kvindes flugt fra tvangsægteskab, omskæring og undertrykkelse.

Den har givet mig et meget bedre billede af islam – indtil nu har jeg egentlig altid tænkt, at muslimer var… mærkelige. Jaja, kald mig fordømmende og uvidende, men jeg er vokset op omkring 9/11, og der har været snak om islam lige så længe, jeg kan huske – terrorister, martyrer, afbrænding af flage, vrede og forfærdelig behandling af især kvindekønnet.

Jeg har også altid været ”bange” for de muslimske mænd, der havde langt hår, skæg og turban på, for billederne af Osama Bin Laden iført samme ”forklædning” er gået verden over så langt tilbage, jeg kan huske.
Men efter, at jeg har læst denne bog, er mange af mine fordomme forsvundet.

Samtidig får bogen mig til at ønske, jeg kunne være religiøs – hun finder så meget styrke i sin tro, i sin Gud, og det ville jeg ønske, at jeg også kunne, at jeg virkelig kunne tro på, at nogen havde en plan med mig.

Bogen er.. okay. Den har sine spændende øjeblikke, men det er mest i starten. Ellers handler den mest om tiden i et fængsel, og om kærligheden til Gud. Måske er det, det sidste, der er årsagen til, at den ikke rigtig fanger mig – jeg er meget anti-religiøs, og jeg kan ikke forstå religion, så jeg sidder mest bare og tænker ”Yes sir, next page!”, men det er der over det hele!!!

Men den del af mig, der elsker jura, er helt vild med bogen – kampen for retfærdighed, indsigt i, hvordan retssystemet virker – eller ikke virker, og hvordan advokaterne kæmper. Hopefully my future!

Alt i alt er det en okay bog – starten er utrolig interessant, og slutningen er også god, men alt i mellem handler mest bare om Gud og livet i et fængsel – og misforstå mig ikke, selvfølgelig må det sidste være forfærdeligt, men så spændende er det heller ikke at læse om, efter 100 sider om emnet.

Jeg anskaffede mig ”Looking For Alaska”, da jeg læste dette citat – “I wanted so badly to lie down next to her on the couch, to wrap my arms around her and sleep. Not fuck, like in those movies. Not even have sex. Just sleep together in the most innocent sense of the phrase. But I lacked the courage and she had a boyfriend and I was gawky and she was gorgeous and I was hopelessly boring and she was endlessly fascinating. So I walked back to my room and collapsed on the bottom bunk, thinking that if people were rain, I was drizzle and she was hurricane.” Og jeg tænkte, at denne bog måtte jeg bare læse! Jeg er især vild med den sidste del, og jeg har absolut ikke fortrudt, jeg købte bogen.

Det er dog meget mere en ”coming of age” bog, end jeg havde regnet med – men der er mange af de problemstillinger, teenagere står overfor, og jeg synes bestemt, den er interessant.
Jeg elsker især, at Miles har det talent, at han kan huske folks sidste ord – det gør ham en smule autistisk, og så forelsker jeg mig endnu mere i ham!

Alaska giver mig lyst til at slå hende, samtidig med jeg bare vil kramme hende, for hun er ikke andet end en ødelagt pige, der måtte gå igennem for meget for tidligt, og blev tvunget til at blive voksen, selvom hun kæmper imod det. Og jeg kan virkelig relatere til hende, mere end jeg har kunnet til en karakter længe. Hun gjorde mange ting, jeg aldrig ville have gjort, men jeg kan sagtens se, hvorfor hun gjorde det, hvad der lå bag. Hun har samme passion for bøger, som jeg har, og måske er det (endnu) en af grundende til, jeg sådan relaterer til hende.

Jeg må indrømme, at jeg havde set ”det” komme – jeg burde nok have grædt, men det gjorde jeg ikke. Jeg vidste godt, det ville ske, selvom jeg følte med Miles, og nærmest kunne føle hans smerte, for jeg kender alt for godt det med, at man mister nogen, og så leder man efter grunden – hvorfor forsvandt de, hvad tænkte de, hvad skete der?
Men sandheden er, at man aldrig finder ud af det, man kan kun gætte, håbe og tro.

Jeg vil nu ”forlade” jer for nu, med mine to yndlingscitater fra bogen.

Alaska: Y’all smoke to enjoy it. I smoke to die.

“I thought: that this is fear. I have lost something important, and I cannot find it, and I need it. It is fear like someone lost his glasses and went to glasses store and they told him that the world had run out of glasses, and he would just have to do without.”